عَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رضي الله عنه أَنَّهُ قَالَ:
قِيلَ: يَا رَسُولَ اللهِ، مَنْ أَسْعَدُ النَّاسِ بِشَفَاعَتِكَ يَوْمَ الْقِيَامَةِ؟ قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: «لَقَدْ ظَنَنْتُ يَا أَبَا هُرَيْرَةَ أَنْ لَا يَسْأَلَنِي عَنْ هَذَا الْحَدِيثِ أَحَدٌ أَوَّلُ مِنْكَ؛ لِمَا رَأَيْتُ مِنْ حِرْصِكَ عَلَى الْحَدِيثِ، أَسْعَدُ النَّاسِ بِشَفَاعَتِي يَوْمَ الْقِيَامَةِ، مَنْ قَالَ لَا إِلَهَ إِلَّا اللهُ خَالِصًا مِنْ قَلْبِهِ أَوْ نَفْسِهِ»».
المزيد
Overleveret af Abū Hurayrah – må Allāh være tilfreds med ham – som sagde:
Der blev spurgt: ’O Allāhs Sendebud, hvem er det mest lykkelige menneske med din forbøn på Dommedag? ’ Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – svarede: ”Jeg havde allerede antaget, o Abū Hurayrah, at ingen ville spørge mig om denne ḥadīth før dig, på grund af den iver, jeg har set hos dig efter ḥadīth. Det mest lykkelige menneske med min forbøn på Dommedag er den, der siger: Lā ilāha illā Allāh (der ikke er nogen anden gud [værdig tilbedelse] undtagen Allāh), oprigtigt, fra sit hjerte eller sit indre.’”
