عَنْ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ:
«إنَّ اللَّهَ تَجَاوَزَ لِي عَنْ أُمَّتِي الخَطَأَ وَالنِّسْيَانَ وَمَا اسْتُكْرِهُوا عَلَيْهِ».
[قال النووي: حديث حسن] - [رواه ابن ماجه والبيهقي وغيرهما] - [الأربعون النووية: 39]
المزيــد ...
Overleveret af Ibn ‘Abbās – må Allāh være tilfreds med dem begge – at Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – sagde:
"Allāh har tilgivet min ummah (trosfællesskab) for fejltagelser, glemsomhed og det, de bliver tvunget til."
[قال النووي: حديث حسن] - [رواه ابن ماجه والبيهقي وغيرهما] - [الأربعون النووية - 39]
Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – informerer, at Allāh har tilgivet hans ummah i tre situationer: 1. Khaṭa’ (fejltagelse): Dette er, når en muslim har til hensigt at gøre noget, men hans handling rammer noget andet end det tilsigtede. 2. Nisyān (glemsomhed): Dette er, når en muslim er bevidst om en ting, men glemmer det i udførelsen. I dette tilfælde er der heller ingen synd. 3. Ikrāh (tvang): Dette er, når en tjener bliver tvunget til at gøre noget, han ikke ønsker, uden mulighed for at modstå. I dette tilfælde pålægges han ingen synd eller skyld. Denne ḥadīth omhandler forholdet mellem tjeneren og Hans Herre i forbindelse med forbudte handlinger. At glemme en befalet handling ophæver ikke pligten – eksempelvis hvis en person glemmer at udføre en befalet handling, er han fortsat forpligtet til at genoprette den. Ligeledes gælder, at hvis en handling resulterer i skade på andre, bortfalder de skabtes rettigheder ikke. Hvis nogen f.eks. dræber ved en fejltagelse, er han forpligtet til at betale diyah (blodpenge). Og hvis en person uforvarende ødelægger en andens ejendom, såsom en bil, er han stadig erstatningspligtig.