عَنْ جَابِرٍ رضي الله عنه قَالَ:
أَتَى النَّبِيَّ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ رَجُلٌ فَقَالَ: يَا رَسُولَ اللهِ، مَا الْمُوجِبَتَانِ؟ فَقَالَ: «مَنْ مَاتَ لَا يُشْرِكُ بِاللهِ شَيْئًا دَخَلَ الْجَنَّةَ، وَمَنْ مَاتَ يُشْرِكُ بِاللهِ شَيْئًا دَخَلَ النَّارَ»
[صحيح] - [رواه مسلم] - [صحيح مسلم: 93]
المزيــد ...
Overleveret af Jābir – må Allāh være tilfreds med ham. Han berettede:
En mand kom til Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – og sagde: ’O Allāhs Sendebud, hvad er de to betingelser? Han svarede: ”Den, der dør uden at sætte noget som helst ved Allāhs side, vil træde ind i Paradis. Og den, der dør, mens han sætter noget ved Allāhs side, vil træde ind i Helvede."
[صحيح] - [رواه مسلم] - [صحيح مسلم - 93]
En mand spurgte Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – om de to egenskaber, hvoraf den ene nødvendiggør indtræden i Paradis, og den anden nødvendiggør indtræden i Helvede. Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – svarede ham: Den egenskab, der nødvendiggør Paradis, er, at mennesket dør, mens det tilbeder Allāh alene og ikke sætter noget som helst ved Hans side. Og den egenskab, der nødvendiggør Helvede, er, at mennesket dør, mens det begår shirk med Allāh, idet det sætter nogen ved Hans side som ligeværdig i Hans ulūhiyyah (guddommelighed), rubūbiyyah (herredømme) eller i Hans Asmā’ waṣ-Ṣifāt. (navne og egenskaber).