Ḥadīth: O, Mine tjenere! Jeg har gjort uretfærdighed forbudt for Mig Selv, og Jeg har gjort den forbudt blandt jer, så gør ikke uret mod hinanden

عن أبي ذر رضي الله عنه:
عَنِ النَّبِيِّ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فِيمَا رَوَى عَنِ اللهِ تَبَارَكَ وَتَعَالَى أَنَّهُ قَالَ: «يَا عِبَادِي إِنِّي حَرَّمْتُ الظُّلْمَ عَلَى نَفْسِي، وَجَعَلْتُهُ بَيْنَكُمْ مُحَرَّمًا، فَلَا تَظَالَمُوا، يَا عِبَادِي كُلُّكُمْ ضَالٌّ إِلَّا مَنْ هَدَيْتُهُ، فَاسْتَهْدُونِي أَهْدِكُمْ، يَا عِبَادِي كُلُّكُمْ جَائِعٌ إِلَّا مَنْ أَطْعَمْتُهُ، فَاسْتَطْعِمُونِي أُطْعِمْكُمْ، يَا عِبَادِي كُلُّكُمْ عَارٍ إِلَّا مَنْ كَسَوْتُهُ، فَاسْتَكْسُونِي أَكْسُكُمْ، يَا عِبَادِي إِنَّكُمْ تُخْطِئُونَ بِاللَّيْلِ وَالنَّهَارِ وَأَنَا أَغْفِرُ الذُّنُوبَ جَمِيعًا فَاسْتَغْفِرُونِي أَغْفِرْ لَكُمْ، يَا عِبَادِي إِنَّكُمْ لَنْ تَبْلُغُوا ضَرِّي فَتَضُرُّونِي، وَلَنْ تَبْلُغُوا نَفْعِي فَتَنْفَعُونِي، يَا عِبَادِي لَوْ أَنَّ أَوَّلَكُمْ وَآخِرَكُمْ وَإِنْسَكُمْ وَجِنَّكُمْ كَانُوا عَلَى أَتْقَى قَلْبِ رَجُلٍ وَاحِدٍ مِنْكُمْ مَا زَادَ ذَلِكَ فِي مُلْكِي شَيْئًا، يَا عِبَادِي لَوْ أَنَّ أَوَّلَكُمْ وَآخِرَكُمْ وَإِنْسَكُمْ وَجِنَّكُمْ كَانُوا عَلَى أَفْجَرِ قَلْبِ رَجُلٍ وَاحِدٍ مَا نَقَصَ ذَلِكَ مِنْ مُلْكِي شَيْئًا، يَا عِبَادِي لَوْ أَنَّ أَوَّلَكُمْ وَآخِرَكُمْ وَإِنْسَكُمْ وَجِنَّكُمْ قَامُوا فِي صَعِيدٍ وَاحِدٍ فَسَأَلُونِي فَأَعْطَيْتُ كُلَّ إِنْسَانٍ مَسْأَلَتَهُ مَا نَقَصَ ذَلِكَ مِمَّا عِنْدِي إِلَّا كَمَا يَنْقُصُ الْمِخْيَطُ إِذَا أُدْخِلَ الْبَحْرَ، يَا عِبَادِي إِنَّمَا هِيَ أَعْمَالُكُمْ أُحْصِيهَا لَكُمْ ثُمَّ أُوَفِّيكُمْ إِيَّاهَا، فَمَنْ وَجَدَ خَيْرًا فَلْيَحْمَدِ اللهَ، وَمَنْ وَجَدَ غَيْرَ ذَلِكَ فَلَا يَلُومَنَّ إِلَّا نَفْسَهُ».
[صحيح] - [رواه مسلم] - [صحيح مسلم: 2577]

Overleveret af Abū Dharr – må Allāh være tilfreds med ham:
Han berettede at Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – i det han berettede fra sin Herre– Den Velsignede og Den Ophøjede – at Han sagde: "O, Mine tjenere! Jeg har gjort uretfærdighed forbudt for Mig Selv, og Jeg har gjort den forbudt blandt jer, så gør ikke uret mod hinanden. O, Mine tjenere! I er alle vildledte, undtagen den, Jeg har retledt. Så bed Mig om retledning, og Jeg vil retlede jer. O, Mine tjenere! I er alle sultne, undtagen den, Jeg har givet mad. Så bed Mig om mad, og Jeg vil give jer mad. O, Mine tjenere! I er alle nøgne, undtagen den, Jeg har klædt. Så bed Mig om klæder, og Jeg vil klæde jer. O, Mine tjenere! I begår fejl både dag og nat, og Jeg tilgiver alle synder. Så bed Mig om tilgivelse, og Jeg vil tilgive jer. O, Mine tjenere! I vil aldrig kunne nå at skade Mig og dermed skade Mig, og I vil aldrig kunne nå at gavne Mig og dermed gavne Mig. O, Mine tjenere! Hvis de første og de sidste af jer, både mennesker og djinn, var på hjertet af den mest gudfrygtige iblandt jer, ville det ikke øge Mit kongedømme det mindste. O, Mine tjenere! Hvis de første og de sidste af jer, både mennesker og djinn, var på hjertet af den mest fordærvede iblandt jer, ville det ikke mindske Mit kongedømme det mindste. O, Mine tjenere! Hvis de første og de sidste af jer, både mennesker og djinn, stod samlet på ét sted og bad Mig om noget, og Jeg gav hver enkelt, hvad han bad om, ville det ikke mindske, hvad Jeg har, mere end havet mindskes, når en nål dyppes ned i det. O, Mine tjenere! Det er jeres egne handlinger, Jeg optegner for jer og derefter gengælder jer. Så den, der finder noget godt, lad ham lovprise Allāh. Og den, der finder andet end det, må kun bebrejde sig selv."
[صحيح] - [رواه مسلم] - [صحيح مسلم - 2577]

Forklaring

Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – forklarer, at Allāh – Den Ophøjede – har sagt, at Han har gjort ẓulm (uretfærdighed) forbudt for Sig Selv og har gjort den forbudt blandt Sine skabninger – så ingen må begå uret mod nogen anden. At hele skabelsen er vildledt fra sandhedens vej, undtagen gennem Allāhs retledning og Hans tawfīq (bistand). Den, der beder Ham om den, vil Han bistå og retlede. Han forklarer også, at skabningen er i fuldstændig afhængighed af Allāh – fattige og nødlidende i alle deres behov. Den, der beder Ham, vil Han opfylde hans behov og give ham det, der er tilstrækkeligt. Han beskriver endvidere, at menneskene synder dag og nat, men Allāh tilgiver og overser, når Hans tjener søger Hans tilgivelse. Han tydeliggør, at de aldrig kan skade Allāh eller gavne Ham på nogen måde. Og at selvom de var lige så fromme som et enkelt menneskes hjerte, ville deres fromhed ikke øge Allāhs rige. Og selv hvis de alle var på hjertet af den mest fordærvede iblandt jer, ville deres fordærv ikke mindske Hans kongedømme det mindste; for de er alle svage og afhængige af Allāh i enhver tid og situation, mens Han – Den Lovpriste – er Den Selvtilstrækkelige og Uafhængige. Og selv hvis hele menneskeheden og alle djinn, fra den første til den sidste, stod samlet på ét sted og bad Allāh, og Han gav hver enkelt, hvad han bad om, ville det ikke mindske det, Han har, det mindste. Det ville ikke tømme Hans rigdom mere, end havet mindskes, når en nål dyppes i det og trækkes op igen. Og dette er et udtryk for Hans fuldkomne uafhængighed.
Allāh – Den Lovpriste – bevarer tjenernes gerninger og optegner dem imod dem, og derefter vil Han fuldt gengælde dem på Opstandelsens Dag. Den, der finder, at belønningen for hans gerninger er god, skal lovprise Allāh for Hans tawfīq (at Han har gjort det muligt for ham at adlyde Ham). Og den, der finder belønningen for sine gerninger andet end det gode, skal ikke bebrejde nogen anden end sin nafs al-Ammārah bis-sū’ (sjæl, der befaler det onde), som førte ham til tab.

Ḥadīthens lærdomme

1. At denne ḥadīth er blandt de beretninger, som Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – viderebringer direkte fra sin Herre. Den kaldes en ḥadīth Qudsī (hellig/guddommelig ḥadīth). Dens ord og mening stammer fra Allāh, men den har ikke de særtræk, som Koranen er udmærket med – såsom, at recitationen af den er en form for tilbedelse, at rituel renhed er påkrævet ved berøring, samt udfordringen og det mirakuløse i dens stil.
2. At al viden og retledning, som mennesket opnår, er ved Allāhs retledning og undervisning.
3. Alt godt, der rammer en tjener, er af Allāhs – Den Ophøjede – nåde mens alt ondt, der rammer ham, er fra hans eget selv og begær.
4. At den, der gør godt, gør det ved Allāhs tawfīq (bistand og guddommelige succes), og hans belønning er af Allāhs gunst – derfor tilkommer lovprisning Ham alene. Og den, der gør ondt, må ikke bebrejde nogen anden end sig selv.