Ḥadīth: En muslims blod er ikke tilladt [at udgyde] undtagen i ét af tre tilfælde

عَنِ ابنِ مَسعُودٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ قَالَ: قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ:
«لَا يَحِلُّ دَمُ امْرِئٍ مُسْلِمٍ إِلَّا بِإِحْدَى ثَلَاثٍ: الثَّيِّبُ الزَّانِي، وَالنَّفْسُ بِالنَّفْسِ، وَالتَّارِكُ لِدِينِهِ المُفَارِقُ لِلْجَمَاعَةِ».
[صحيح] - [متفق عليه] - [صحيح مسلم: 1676]

Overleveret af Ibn Masʿūd – må Allāh være tilfreds med ham – at han sagde: Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – sagde:
"En muslims blod er ikke tilladt [at udgyde] undtagen i ét af tre tilfælde: ath-thayyib (den tidligere gifte), som begår zinā (utugt), et liv for et liv, og den, der forlader sin religion og bryder med al-djamāʿah (fællesskabet)."
[صحيح] - [متفق عليه] - [صحيح مسلم - 1676]

Forklaring

Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – tydeliggjorde, at en muslims blod er ukrænkeligt, medmindre han begår ét af de tre nævnte tilfælde [handlinger]. Den første: Den, som falder i fāḥishah az-zinā (utugtens skamløse handling), efter at have indgået et gyldigt ægteskab, er det tilladt at henrette ved stening. Den anden: Den, som forsætligt dræber en nafs maʿṣūmah (et liv, der er ukrænkeligt [beskyttet]), uden ret, henrettes, når dets betingelser er opfyldt. Den tredje: Den, der træder ud af muslimernes djamāʿah (fællesskab), enten ved helt at forlade Islām gennem riddah (frafald), eller ved at bryde med fællesskabet uden riddah (frafald) ved at forlade en del af det, såsom ahl al-baghy (oprørsfolk), quṭṭāʿ aṭ-ṭarīq (vejrøvere) og de krigsførende blandt al-khawāridj (khāridjitterne) og andre.

Ḥadīthens lærdomme

1. Forbuddet mod at begå disse tre handlinger, og at den, der begår én af dem, har gjort sig fortjent til dødsstraf: enten på grund af kufr (fornægtelse), nemlig ved riddah (frafald) fra Islām, eller som ḥadd (fastsat straf), nemlig for ath-thayyib (den tidligere gifte), som begår zinā (utugt), og for den, der forsætligt dræber.
2. Pligten til at værne om al-aʿrāḍ (ære og seksuel ukrænkelighed) og bevare deres renhed.
3. Pligten til at respektere muslimen, og at han er maʿṣūm ad-dam (ukrænkelig med hensyn til sit blod [liv]).
4. al-ḥathth (opfordring) til at holde sig til muslimernes djamāʿah (fællesskab) og ikke bryde med dem.
5. Profetens – må Allāhs velsignelser og fred være over ham – gode undervisningsmetode, idet han undertiden anvendte at-taqsīm (opdeling) i sin tale, fordi at-taqsīm (opdeling) afgrænser emnerne, samler dem og gør dem hurtigere at memorere.
6. Allāh har foreskrevet al-ḥudūd (de fastsatte straffe) for at afskrække forbryderne og for at beskytte samfundet og værne det mod forbrydelser.
7. Anvendelsen af al-ḥudūd (de fastsatte straffe) hører under walī al-amr (den retmæssige myndighed).
8. Årsagerne til dødsstraf er flere end tre, men de falder alle ind under disse tre. Ibn al-ʿArabī al-Mālikī sagde: "De falder under ingen omstændigheder uden for disse tre. Den, der udøver siḥr (trolddom) eller håner en af Allāhs profeter, har begået kufr (vantro) og falder derfor ind under den, der forlader sin religion."