Ḥadīth: Den, der viser fjendtlighed mod en walī (en nær ven og tjener af Allāh) af Mig, har Jeg erklæret krig imod. Min tjener nærmer sig ikke Mig med noget mere elsket af Mig end det, Jeg har gjort obligatorisk for ham

عَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رضي الله عنه قَالَ:
قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: «إِنَّ اللَّهَ قَالَ: مَنْ عَادَى لِي وَلِيًّا فَقَدْ آذَنْتُهُ بِالحَرْبِ، وَمَا تَقَرَّبَ إِلَيَّ عَبْدِي بِشَيْءٍ أَحَبَّ إِلَيَّ مِمَّا افْتَرَضْتُ عَلَيْهِ، وَمَا يَزَالُ عَبْدِي يَتَقَرَّبُ إِلَيَّ بِالنَّوَافِلِ حَتَّى أُحِبَّهُ، فَإِذَا أَحْبَبْتُهُ: كُنْتُ سَمْعَهُ الَّذِي يَسْمَعُ بِهِ، وَبَصَرَهُ الَّذِي يُبْصِرُ بِهِ، وَيَدَهُ الَّتِي يَبْطِشُ بِهَا، وَرِجْلَهُ الَّتِي يَمْشِي بِهَا، وَإِنْ سَأَلَنِي لَأُعْطِيَنَّهُ، وَلَئِنِ اسْتَعَاذَنِي لَأُعِيذَنَّهُ، وَمَا تَرَدَّدْتُ عَنْ شَيْءٍ أَنَا فَاعِلُهُ تَرَدُّدِي عَنْ نَفْسِ المُؤْمِنِ، يَكْرَهُ المَوْتَ وَأَنَا أَكْرَهُ مَسَاءَتَهُ».
[صحيح] - [رواه البخاري] - [صحيح البخاري: 6502]

Overleveret af Abū Hurayrah – må Allāh være tilfreds med ham. Han berettede:
Allāhs Sendebud – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – sagde: ”Sandelig, Allāh Den Ophøjede siger: 'Den, der viser fjendtlighed mod en walī (en nær ven og tjener af Allāh) af Mig, har Jeg erklæret krig imod. Min tjener nærmer sig ikke Mig med noget mere elsket af Mig end det, Jeg har gjort obligatorisk for ham. Og Min tjener fortsætter med at nærme sig Mig gennem nawāfil (frivillige handlinger), indtil Jeg elsker ham. Når Jeg elsker ham, er Jeg hans hørelse, som han hører med, hans syn, som han ser med, hans hånd, som han griber med, og hans fod, som han går med. Hvis han beder Mig, vil Jeg sandelig give ham, og hvis han søger Min beskyttelse, vil Jeg sandelig beskytte ham. Jeg tøver ikke i noget, som Jeg beslutter at gøre, så meget som Jeg tøver i at tage sjælen fra en troende – han hader døden, og Jeg hader at gøre ham ondt [men døden er uundgåelig for ham].'"
[صحيح] - [رواه البخاري] - [صحيح البخاري - 6502]

Forklaring

Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – berettede i en ḥadīth Qudsī, at Allāh – Den Mægtige og Den Ophøjede – siger: "Den, gør fortræd mod en walī (en nær ven og tjener af Allāh) blandt Mine awliyā’ (Allāhs nære venner og tjenere), gør ham vred eller hader ham, har Jeg erklæret Mit fjendskab mod ham."
En walī er en gudsbevidst troende. Hans andel af Allāhs wilāyah (beskyttelse og nærhed) står i forhold til hans tro og gudsbevidsthed. Intet bringer en muslim tættere på sin Herre end de pligter, Han har pålagt – ved at udføre lydighedshandlinger og afholde sig fra det forbudte. En muslim fortsætter med at nærme sig sin Herre gennem nawāfil (frivillige handlinger af tilbedelse) i tillæg til de obligatoriske handlinger, indtil han opnår Allāhs kærlighed. Når Allāh elsker ham, styrker Han hans fire lemmer:
Han giver ham evnen til at handle rigtigt i sin hørelse, så han kun hører det, der behager Allāh.
Han giver ham evnen til at handle rigtigt i sit syn, så han kun ser på det, Allāh elsker og er tilfreds med.
Han giver ham evnen til at handle rigtigt med sine hænder, så han kun udfører det, der behager Allāh.
Han giver ham evnen til at handle rigtigt med sine fødder, så han kun går mod det, der behager Allāh, og kun stræber efter det, der fører til det gode.
Og med alt dette: hvis han beder Allāh om noget, vil Allāh give ham det – hans du‘ā’ (påkaldelse) vil blive besvaret. Hvis han søger tilflugt hos Allāh og vender sig til Ham for beskyttelse, vil Allāh – Den Lovpriste – give ham ly og beskytte ham mod det, han frygter.
Til sidst siger Allāh – Den Ophøjede: "Jeg tøver ikke i noget, Jeg beslutter at gøre, så meget som Jeg tøver i at tage en troendes sjæl – af barmhjertighed over for ham. For han hader døden på grund af dens smerte, og Jeg hader at påføre Min troende smerte."

Ḥadīthens lærdomme

1. At denne ḥadīth er blandt de beretninger, som Profeten – må Allāhs velsignelser og fred være med ham – viderebringer direkte fra sin Herre. Den kaldes en ḥadīth Qudsī (hellig/guddommelig ḥadīth). Dens ord og mening stammer fra Allāh, men den har ikke de særtræk, som Koranen er udmærket med – såsom, at recitationen af den er en form for tilbedelse, at rituel renhed er påkrævet ved berøring, samt udfordringen og dens mirakuløse stil og så videre.
2. Forbud mod at gøre fortræd mod Allāhs awliyā’ (Allāhs nære venner og tjenere), samt opmuntring til kærlighed til dem og anerkendelse af deres dyd.
3. Befalingen om at modsætte sig Allāhs fjender og forbud mod at indgå venskab med dem.
4. At den, der hævder Allāhs wilāyah (beskyttelse og nærhed) uden at følge Hans lov, er en løgner i sin påstand.
5. At Allāhs wilāyah (beskyttelse og nærhed) opnås ved at udføre de obligatoriske handlinger og afholde sig fra de forbudte.
6. At en af grundene til Allāhs kærlighed til Sin tjener og til at besvare hans ad‘iyah (bønner) er udførelsen af nawāfil (frivillige handlinger) efter opfyldelsen af de obligatoriske handlinger og undgåelsen af de forbudte.
7. Indikationen af awliyā’s (Allāhs nære venner og tjenere) ære og deres ophøjede status.